Tuli enda Kalambo – #strandetiMangoTown
I
sidste var jeg og de andre volontører på den fedeste tur sammen med alle
børnene, personalet og Kara Kana-drengene(snedker-drengene) på Peter House.
Humøret var højt og alle var glade og positive. Turen gik til LIemba Beach
Logde(Kasanga) – et super lækkert sted, som ligger lige ud til Tanganyika-søen.
Børnene havde derfor rig mulighed for at bade hver dag og få friskfanget fisk.
Klokken
9.00 lørdag morgen stod alle klar og parate til at tage afsted på tur – altså
alle lige med undtagelse af Robert(lederen). Meningen var, at vi skulle køre i
to busser – en stor og en lille. Som sædvanligt går ting ikke altid som
planlagt, så Robert var taget ned i byen
for at hente den store bus. Allerede her opstod det første problem og bussen
skulle til reparation. Det endte derfor med at halvdelen af børnene og størstedelen
af personalet tog i forvejen med den lille bus, mens vi andre blev tilbage og
ventede.
|
Peter Fundi, Samuel og børnene, klar til tur!! |
|
Morris og Oggy har husket spillene |
|
Vi er totalt friske på at køre mod sol og sommer! |
|
Ventetiden.. blev lidt lang... |
Da der var gået omkring et par timer, kom Robert og
den store bus endelig.
Turen mod Liemba Beach Lodge gik super godt. Humøret var højt, alle var glade,
og der var fællessang fra Tenzi’en( kirkens sangbog). Eneste problem var dog,
at chaufførerne, hver gang vi havde kørt omkring 5 km, skulle ud og banke på
bremserne….
Efter en lang køretur ankom vi endelig til Logden, og så gik resten af dagen
ellers bare med at bade og hygge.
|
Lykke da den store bus endelig nåede frem. |
|
Oggy er klar til at bade |
|
Badning før krokodille-tid |
Om aftenen kom en mand fra immigrationskontoret forbi
for at tjekke vores arbejdstilladelser. Der var der godt nok lige ved at gå en
smule panik i os, da han ikke mente det kunne godkendes – hvilket sikkert bare
var fordi han skulle have et eller andet at brokke sig over. Heldigvis hjalp
Robert os med at få ham snakket ham til rette, og vi slap derfor for at
overnatte en nat i arresten - pyha.
Da vi skulle til at sove, var der også en smule kaos. Mama’erne var gået i
seng, og ingen havde rigtig styr på hvor de forskellige børn skulle sove. Det
endte derfor med, at vi kom til at sove alle piger sammen i en banda - et lille
rum, som var beregnet til omkring 6 personer, men med lidt god vilje og et par
ekstra madrasser kunne man godt sove 16 derinde. OG det var super hyggeligt! Lige
inden vi skulle sove, blev jeg desværre bidt af en skolopender-lignede ting.
Pigerne synes, det var utroligt spændende, men jeg fik godt nok ikke så meget
søvn den nat desværre… Men ellers var det meget godt.
|
Udsigt fra Liemba Beach Lodge ud over Tanganyikasøen |
|
Pigernes værelse |
Søndag skulle vi alle i kirke i Kasanga. Robert skulle
holde prædiken og korerne fra Peters House skulle synge og danse. Man skulle
ikke tro det kunne lade sig gøre, men man må sige, at længden for gudstjeneste
i Kasanga stak normalen på Peters House. Til slut havde børnene en smule svært
ved at koncentrere sig, og glæden var derfor også stor, da vi endelig kunne
vende tilbage til lodgen for at spise friske fisk og bade dagen lang.
|
Børnene fra Peters House optræder i kirken |
|
Steven vandt prisen for dagens kirke-outfit |
|
Hygge på stranden med Morris og Enogy |
|
Morris opstår af vandet |
|
Fest og glade dage med Kristina og Alfo |
Samme dag var vi også ude at sejle på Tanganyika-søen.
Det var også en stor oplevelse for både børnene og personalet. Mange af børnene
kommer oprindeligt fra små landsbyer omkring Tanganyika-søen. De var derfor
helt vilde med at se vand igen, og de,
som kommer fra Sumbawanga-området, synes bare det er fantastisk at se så meget
vand samlet på ét sted.
|
Monika, Sipe, Anje og Maria nyder sejlturen |
|
Madam Judith, Thomas mdogo og Mama Jakobo |
|
Båden vi sejlede i |
|
Udsigt til Liemba Beach Lodge fra båden |
|
Alex og Thomas mdogo nyder at slappe af |
Mandag var sidste dag på turen, børnene havde derfor
travlt med at bade lige fra morgenstunden, mens mama’erne lavede mad.
|
Der spises wali na samaki (ris og fisk) |
|
Arbejdsfordelingen - Mama'erne laver mad og mændene pomsikker |
Efter middagsmad og oprydning gik turen mod Kalambo
Falls – eller det troede vi i hvert fald at den gjorde. Desværre nåede vi ikke
at køre ret langt før den ene bus begyndte at knage(mere end den allerede
gjorde i forvejen). På vej op ad en stor bakke kunne den desværre ikke klare
mosten længere. Det begynde at ryge ud af bagenden, og efter at have kigget
lidt på den, fandt chaufførerne ud af, at den pga. af varmen var blevet
overophedet, og slangen til kølervæsken var sprunget.
|
Bussen er broke |
|
Christina, Alfo og jeg hænger lidt med næbet.... |
Jeg var så heldig at sidde i den anden bus(den lille
bus), og efter noget tid besluttede vi os for at overhale den den store bus og
køre ind mod den lille landsby Kasanga – som vi også har døbt Mango-town. I
denne by kunne man købe en hel sæk med mangoer for under 10 kr, så jeg kan sige
jer, at der blev guffet mangoer til vores maver var ved at sprække, man kunne
til gengæld heller ikke købe så meget andet. Efter noget tid kom de, som havde
siddet i den anden bus gående ind mod landsbyen, og så sad vi ellers alle sammen og spiste
mangoer og ventede på at chaufførerne skulle fikse bussen.
|
Julius kan godt lide 'embe' |
|
Yohana - elsker mango! |
|
Monika og Agatha synes også vi har en fest! |
|
Markedet i Kasanga - hvor man kun kan købe mango! |
|
Paulo og Enogy i Kasanga |
Efter at have ventet nogle timer, og det begyndte at
trække længere og længere ud med reparationen af bussen, blev det besluttet, at
vi desværre blev nødt til at droppe turen til Kalambo Falls. Dette var
tydeligvis ikke noget problem for børnene, idet de virkede til at have fået
alle deres drømme opfyldt ved at kunne få lov at spise så mange mangoer, som de
havde lyst til. Der var derfor fest og glade dage i den lille landsby kan I
tro.
Hen sidst på eftermiddagen var bussen stadig ikke repareret. Det blev derfor
besluttet, at den lille bus skulle køre mod Sumbawanga med alle de mindste
børn. Hvad vi ikke lige havde overvejet var, at alt personalet også var smuttet
ind i den lille bus, så da bussen satte i gang mod Sumbawanga opdagede vi til vores
store overraskelse, at vi stod alene tilbage med alle de ældste børn (omkring
20 børn og snedkerdrenge). Heldigvis var Peter Fundi(lederen af
snedkerværkstedet) også blevet tilbage, så vi var ikke helt alene, og han blev
lidt vores redning.
Da det begyndte at blive skumring, kom de chauffører, som havde forsøgt at
reparere bussen ind til landsbyen. Det var ikke lykkedes dem at få den fikset,
og vi blev derfor nødt til at vente på at den lille bus, som var kørt mod
Sumbawanga, kunne komme tilbage og hente os – vi kunne derfor godt forberede os
på at gå en lang aften i møde.
Nogle af de ældste børn gik ned til den ødelagte bus for at hente tøj og
tæpper, og noget ris vi kunne spise til aftensmad. Samtidig gik vi også rundt i
landsbyen for at prøve at finde noget kul, da det var begyndt at blive en smule
koldt.
|
Vi holder humøret oppe, og er totalt fedtet ind i mango..
|
Det blev mørkere og mørkere, og rundt omkring os kunne
vi se lyn, som slog ned og høre tordenbrag. Heldigvis var uvejret ikke over os,
så vi holdt stemningen oppe og hyggede os. Pludselig lød der et højt skrig. En
af pigerne var blevet bidt af en skorpion, og lå og vred sig på jorden.
Heldigvis kom folk fra landsbyen med medicin, som skulle hjælpe imod det, og
efter at hun havde ligget og vredet sig på jorden i en times tid, begyndte hun
så småt at komme til sig selv igen.
Klokken begyndte mere og mere at nærme sig midnat, og bussen var stadig ikke
kommet tilbage. Der kom kæmpe lastbiler kørende igennem landsbyen, fyldt med
råbende afrikanere på ladet, så det hele begyndte at blive mere og mere
creepy. Heldigvis fik vi kontakt til
Robert, som kunne fortælle, at de var kommet godt tilbage til Peters House, og
at han havde fået forhandlet en pris med buschaufføren, som ville komme tilbage
og hente os. Vi fik nummeret til chaufføren, som sagde at han var tæt på og der
ikke ville gå så lang tid – men ’tæt på’ er jo et relativt begreb i Tanzania.
|
Sådan en lastbil kan godt blive en smule creepy når det er mørkt... |
Da der var gået et par timer, var bussen stadig ikke
kommet. Det begyndte at trække op til uvejr over os, og inden vi havde set os
om, stod det ned i stænger. Heldigvis var vi heldige at få lov at være i et
lille rum i et af landsbyhusene. Efter at have siddet der noget tid, og vi ikke
længere kunne komme i kontakt med chaufføren, indstillede vi os på, at vi nok
kom til at sove i landsbyen. Vi prøvede derfor at lægge os så godt til rette,
som vi kunne i det lille rum. Gulvet var beton og koldt, og vi lå som sild i en
tønde, men humøret var stadig højt, og der var ingen, som på noget tidspunkt
havde brokket sig over situationen.
|
Vi prøver at sove.... |
Da
klokken var omkring 01.00 og vi endelig var faldet til ro, kunne vi høre
tudehorn uden for døren – bussen var endelig kommet. Det havde regnet så meget,
at vejene var blevet ødelagte, og bussen derfor havde haft svært ved at nå
frem, men endelig kunne vi komme hjem. Først skulle vi dog lige ned til den
anden bus for at hente alle de ting, som var blevet efterladt der, og der var
MEGET. Det endte derfor med at hele midtergangen og nogle af sæderne i bussen
blev propfyldt med tøj og tasker, så man var nødt til at kravle på alle mulige
ting for at nå ned til et sæde. Da klokken var omkring 02.00 kunne vi, efter at
have ventet i ca. 10 timer, endelig køre mod Sumbawanga.
Da vi var nået omkring halvvejs sad bussen fast…. Det var måske ikke lige det
vi orkede aller mest, da alle var trætte efter en lang dag. Alle drengene
skulle derfor ud i øsende regnvejr for at skubbe bussen fri – takket være
afrikanske kønsroller slap pigerne heldigvis. Efter noget tid kom bussen
endelig fri, og en flok frysende og mudrede drenge kom ind i bussen igen.
Desværre nåede vi ikke at køre så langt, før bussens lygter begyndte at svigte.
Chaufføren besluttede derfor, at vi skulle sove et par timer indtil det blev
solopgang. Må ærligt indrømme, at vi kiggede en smule på hinanden, da han sagde
vi skulle sove. Vi sad alle ret op og ned i sæderne, og kunne hverken vende
eller dreje os for ting. Derudover var bussen piv-utæt, så der var ingen af os,
der lige havde overvejet, at man også kunne lægge sig til at sove.
Efter at have ventet et godt stykke tid, begyndte solen endelig at stå op, og
vi kunne køre videre, og nu begyndte bussen for alvor at køre stærkt.
Da klokken var omkring 07:30 nåede vi endelig Sumbawanga. På Peters House blev
vi taget varmt imod af Bibi og Mama Simon, som havde ligget vågne hele natten
af bekymring for os. Glæden var virkelig stor, da vi endelig kom ud af bussen,
og fik verdens største kram. Vi var
trætte og kolde, men humøret var højt, og børnene var klar til at fortælle om
deres ’vilde’ nat.
Alt i alt en virkelig fantastisk tur, på trods af en masse udfordringer, men vi
klarede dem!! - og nu er det bare sjovt
at se tilbage på.
TUSIND TAK til alle, som har været med til at give alle på Peters House en helt
unik og uforglemmelig tur!
Her er lige lidt ekstra billeder fra turen :)
|
Florence - en super dejlig dreng! |
|
Peter Fundi - en smule trætte efter at have ventet i lang tid. |
|
Asis hygger også på stranden |
|
Jesus my Savior - thats true! |
|
Maembe!!!! |
|
Charles og Josef mkubwa |
|
Josef mkubwa og Gaspa |
Hej Kris. Super godt indlæg - er især vild med delen, hvor der lyder et højt skrig.
SvarSletKeep up the good work.